|
I
1997 blev vi opfordret til at skrive om vores
hundeliv i Dansk Retriever Klubs regionsblad
"Nordjyden".
Hvis andre har lyst til at læse om, hvordan det
hele begyndte, kan vores historie læses her.
På et tidspunkt i livet får de fleste vel den
tanke at - hvis vi skal ha' hund, hvilket race
skal det så være?
For vores vedkommende var tidspunktet det
herrens år 1985, og vi var enige om, at en
kopi-hund som dem Holgers storebror Mogens
opdrættede, skulle det bestemt ikke være. Hvem
vil dog rende rundt med en sort kortpelset hund,
som bare ligner alle de andre sorte hunde?
Nå, vi slæbte så stakkevis af bøger hjem fra
biblioteket og faldt for en Tysk Langhåret
Hønsehund, som på billedet så sød og rar ud. At
der stod, det var en stående hund, som skulle
bruges til jagt, skænkede vi ikke mange tanker -
det var jo en sjælden race, så sådan en skulle
det være.
Det siger næsten sig selv, at der ikke var et
specielt stort antal hvalpe på markedet, og da
slet ikke tæver. Men det var nu og her, og at
vente på den rigtige hvalp, var en ting, som
ganske enkelt ikke kunne praktiseres.
Vi købte den sidste tæve, der var i Jylland, hun
var hvid med brune aftegninger og tre måneder
gammel. Vi boede tæt på den lokale jagtforening,
hvor der var jagthundetræning, så af sted drog
vi alle tre hver lørdag, og det gik da også
nogenlunde med den der apportbuk, som blev
proppet ind i gabet på hunden.
Nu havde Holger jo storebror Mogens, som godt
nok havde set noget skeptisk ud, da han første
gang så vores hønsehund, men han kom dog med
nogle retriever trænings-fif, - og sørme om ikke
hønsehunden glad og fro apporterede den dummy,
der blev kastet...
Hmm det der med de kopi-hunde var måske ikke
helt tosset, og der var også det ved det, at der
hos Kennel Ottertail, som Mogens kennel hedder,
også boede en brun kopi-hund.
Det var ikke så lidt svært at få ordene over
læberne, men det blev altså til en bestilling på
en brun tæve efter Mogens og Doris' brune tæve
Curnafane Cousin of Ottertail. Tiden gik og
tævehvalpen lod vente på sig, så da Mogens kom
på besøg med en brun hanhund på et år efter
Cousin, stod det klart at Ottertail Beaver
(Bill) var kommet for at blive.
Holger og Bill skulle selvfølgelig træne på ægte
retriever-maner, og en annonce i Aalborg
Stiftstidende førte os ud på Voerbjerg
træningsplads, og det lærte de en masse ved. Vi
har senere hørt, at der blandt de andre
kursister var en del forvirring omkring navnene.
Var det hunden, der hed Holger og føreren, der
hed Bill..?
Al Holgers nylærte træning blev afprøvet på den
langhårede hønsehund, når vi kom hjem. Det havde
en helt utrolig virkning - hun troede desværre
til sidst, at hun selv var en labrador. Holger
havde meldt sig til noget markprøvetræning, som
foregik på en roemark, og da hunden blev sluppet
løs for at søge af og tage stand, løb hun nogle
få meter foran og stoppede så op for at vente på
Holger. Træneren konstaterede, at det var en
meget lydig hund - desværre alt for lydig til at
begå sig som markprøvehund hos de stående racer.
Alt det her jagttræning og jagt-snak var ved at
få et godt tag i Holger, og så var der kun en
vej tilbage - få et jagttegn. Efterår,
nyerhvervet jagttegn, af sted på den allerførste
andejagt nede i engen. Den langhårede var
selvfølgelig med og spændte var de begge to. Der
er and i luften, den bli'r ramt på første skud
og daler mod jorden. Desværre for hunden falder
anden kun cirka otte meter fra dem, og man
skulle jo nødigt ha' flere huller i sit første
stykke vildt end højst nødvendigt, så Holger
sprang selv af sted efter den dødskudte and,
mens hunden slukøret måtte sidde tilbage og
vente.
Bill's karriere på markprøve og jagt nåede
aldrig stjernerne. For Bill var et rigtigt
hundeliv at ligge på sofaen, gå tur i skoven og
blive kløet på maven, så for at komme lidt
videre flyttede en labtæve (Ottertail Luna Lutra)
ind i huset. Alle principper var nu brudt - vi
havde tre hunde, og den sidste oven i købet
sort!
Konklusion: Vi havde fået hundesyge og
vennerne begyndte at få det der uforstående
blik, når vi var sammen.
Luna åbnede døren på klem til markprøveverdenen,
det var spændende og meget lærerigt, man lærer
jo som bekendt af de fejl man laver - så der
blev lært meget..!
Rigtig mange hyggelige timer er blevet brugt på
skuer og udstillinger. Holger var selvskrevet
til at være "udstilleren", for det var jeg alt
for genert til, og ikke ti vilde heste kunne
nogensinde få mig ind i en udstillingsring. Der
opstod dog det tekniske problem, at Luna også
var "genert" i ringen, så efter endnu et skue,
hvor hun lignede en hængt kat mere end en glad
labrador, erklærede Holger på vej hjem i bilen
(jeg husker det tydeligt), at hvis den hund
nogensinde skulle udstilles igen, så ku' jeg
selv trække den med derind..!!!
Uha, hårene i nakken rejste sig, og jeg fik
tørre pletter i halsen, for udstilles det skulle
den smukke hund. Jeg forcerede, med skælvende
ben - og højgravid, plastikstrimlen på skuet i
Viborg den næste dag, og på trods af alt, så
virkede det faktisk. Luna opfattede mig "kun"
som én med godbidder, og at det eneste hun
skulle gøre for mig var at logre med halen og
være glad. Derefter blev det sådan, at Holger
trænede markprøve og jeg udstilling.
Udstillinger er hyggelige, men det er blevet
markprøver, som fylder mest i vores hundeliv,
specielt A-prøver er Holger blevet bidt af, da
det er den form for prøve, som kommer tættest på
en jagt.
Vi har nu fem sorte labber, og ingen skal komme
og sige, at de ikke kan se hvem, der er hvem,
for der er sandelig meget stor forskel - ingen
kopi-hunde her..!
Sakset fra "Nordjyden" 12. årgang 1997 nr. 1
|
