Fredag den 23. september
2011
Alle hvalpe er rejst, og vi får skønne
tilbagemeldinger om, at de bare er super dygtige
til at flytte hjemmefra. De har husket alle de
råd, vi har hvisket dem i ørerne inden de
rejste; Holde sig hele natten, ikke bide alting
i stykker, sætte sig inden man skal spise, hente
skindummyen og komme lige hjem, når den bliver
kastet samt allervigtigst; være en glad
labradorhvalp, som elsker sin nye familie.
Det er fantastisk dejligt, at høre fra jer alle,
at tingene også fungere derhjemme, og husk: Ring
hvis I er i tvivl om selv de mest banale små
ting, så de ikke vokser sig til eventuelle store
problemer.
Caddi som er rejst til Tyskland, trives fint og
Edith har sendt billeder, som tydeligt viser, at
han trives godt sammen med sin nye familie. Pixi
har været på en spændende tur, hvor hun stødte
på en død mus. Hvis man er vokset op med kat, ja
så er der ingen tvivl om, hvad sådan en fætter
skal, den skal bare sluges lige med det samme.
Det synes Pixis familie ikke var den rigtige
beslutning, så hun måtte lige et smut til
dyrlægen, og så kom musen op igen. Pixi var
hurtigt frisk igen, og så må vi håbe, hun ikke
møder flere mus.
Keeper som jo er blevet hjemme hos os, har også
været ude at opleve verden. I går løb han rundt
ude i haven, og da han kom ind, var han vildt
hævet i hele ansigtet, og kunne ikke se ud af
øjnene. Vi ringede til dyrlægen, og blev enige
om at se tiden an, så længe han ikke havde
vejrtrækningsproblemer. På nettet kunne jeg se,
at det kaldes flodhestehoved, og det var faktisk
lige hvad den bette dreng lignede. Efter et par
timer var han normal igen, og vi tror han er
blevet stukket af en hveps.
___________________________________________________________________________________________
Lørdag den 10. september
2011
Der var stor fest i går nede ved søen, flere af
hvalpene plumpede i vandet, men kom kvikke op
igen, og fortsatte efter en rystetur deres leg.
Diva var med og svømmede rundt det bedste hun
havde lært, så de kunne se, hvor sjovt svømning
er, men det fik hun nu lov til at gøre helt for
sig selv. De havde stor lyst til at komme rundt,
og de spredte sig hurtigt i små grupper af 2-3
stykker. Moster Diva forsøgte at holde lidt styr
på tropperne, så når de var løbet gennem
træerne, var hun lige en tur ude ved dem, for at
få dem tilbage igen.
Fodertønden blev også grundigt undersøgt, og
sørme om ikke der kom foder ud, når man
skrubbede til fjederen. Godt nok var det korn,
men det smagte da af lidt guf. Hjemturen over
marken gik fint, men efter en god slurk vand,
var der totalt udsolgt hos dem alle. De faldt om
på trappen og under havebordet, og Diva lagde
sig oppe på bordet, som hun har lært af Sille,
så har man det store overblik, hvis ellers
øjnene kan holde sig åbne.
Det sidste billede er fra portræt serien, hvor
jeg vækkede dem kort efter udflugten. Orange gav
mig et kæmpe gab, og var slet ikke klar til at
skulle lege fotomodel, men det blev et sjovt
billede.
Hos dyrlægen for et
sundhedscheck
De
var jo hos dyrlægen forleden dag, og hun syntes
de alle var dejlige. De var nemme at håndtere
oppe på briksen, havde en fin vægt og sluttede
af med deres første vaccination. Jeg havde ikke
mit kamera med, men tog lidt billeder med
mobilen.
___________________________________________________________________________________________
Fredag den 9. september
2011
Jeg er ved at lave hvalpemapper, og har derfor
været i gang med at tage portrætbilleder. Det
gik nemmere end forventet, de var nemlig trætte
efter en spændende tur ned omkring søen sammen
med mor Sille og moster Diva. Jeg fik taget en
masse billeder, men mangler lige at få dem
redigeret.
Men portræt billederne er klar, så de kan komme
på nettet, og nu tror jeg bare, jeg skal hygge
lidt med hvalpene, før det bliver tid til lidt
sofahygge med en kop kaffe.
___________________________________________________________________________________________
Mandag den 5. september 2011
Hvalpene blev i går testet, og de var meget ens
i test. Når hvalpene testes, er det en af
gangen, og på et område, hvor de aldrig før har
været, personen som tester, har de heller ikke
mødt før, så det er en meget anderledes
situation de bliver stillet i. Men de klarede
det rigtig flot, de viste alle stor social
interesse, og forholdt sig stille og roligt til
tester og de nye omgivelser. Viste god kontakt
og samarbejdsvilje til tester, og de havde alle
en god flokfølelse, fulgte villigt med tester
rundt i lokalet. Det er rart at få dem testet af
en fremmed person, for at se hvordan de reagerer
på nye ting. Stor tak til Connie, som er eminent
til at lave denne test.
På
onsdag kommer Lise Lotte og chipper dem, og
torsdag morgen går turen til Biersted
Dyrehospital, for at få sundhedscheck og
vaccination.
___________________________________________________________________________________________
Fredag den 2. september
2011
Endelig fik jeg tid til at ligge nye billeder
ind, de er fra i onsdags. Der var store hyggedag
med Tinker og Jessie. Selv om Jessie kun er 12
uger, er hvalpene helt klar over, at hun er
ældre end dem, og derfor viser de hende den
samme respekt, som de viser de andre hunde.
Tinker leger forsigtigt med dem, og de gør, hvad
de kan, for at vise ham al deres hengivenhed. På
billederne kan man se lyserød forsøge at slikke
ham under hagen, som et tegn på underkastelse.
Jessie synes godt om al deres spændende legetøj,
og hun fik hurtigt slæbt det hele med ud på
græsplænen. Hun skulle dog lige vise Tinker den
fine røde, og han gad godt lege lidt med. Han er
yderst tålmodig, og Jessie skal være meget
irriterende, før han bliver nødt til at sætte
hende på plads.
Om eftermiddagen da Emil kom hjem fra en lang
arbejdsdag i Faarup Sommerland, lagde han sig
ind til hvalpene, og de syntes godt om at sove
sammen med ham. Jessie vækkede ham efter en halv
time, men det var en god lur, som efter Emils
udsagn var ren terapi.
Haven er ved at være udforsket, og de løber nu
rundt om huset, så det varer ikke længe før
turen går ned til søen.
___________________________________________________________________________________________
Onsdag den 24. august
2011
Silles kuldbror Lochiness Green Chive har i
sidste weekend opnået sit tredje certifikat i
vinderklasse, og kan nu bryste sig med den
flotte titel DKBRCH Dansk Brugschampion. Chive
er far til vores Hot-kuld hvor flere af hvalpene
allerede nu har klaret sig flot på markprøve. Et
stort til lykke til Kjeld og Kirsten som har
ført Chive frem.
I
hvalpenes liv går alting stærkt, de har
lynhurtigt lært, at løbe ind og ud af havedøren.
De spiser deres mad på græsplænen, og de har
travlt med at bruge de små næser. De er helt
bevidste om, hvad madfløjtet betyder, og mens de
søger efter maden, bliver der stadig fløjtet.
Dette fløjt bruger man senere, når hunden er ude
at søge efter en dummy/fugl. Man fløjter først,
når hunden er tæt på fuglen, og så ved hunden,
at den skal søge intenst i dette område.
Områdefløjtet er mange korte fløjt lige efter
hinanden.
De er også dygtige til at besørge udenfor, og de
har imponeret ved først at vække os klokken 06.
Så begynder de at kalde, og i dag var der kun
meget lidt at samle op på aviserne.
Besøg får de mange af, og de nyder al den
opmærksomhed, som det jo altid giver. Hvis de
ellers kan komme til for deres mor, for Sille er
nok den mest overkælne hund. Hvis bare der var
en som kunne kæle med hende alle døgnets 24
timer, ja så var hun DK's lykkeligste hund. Men
hun er sød, og ved godt at når man siger, at nu
gider man ikke mere, så er det slut. Ok det var
den person, for er der flere hænder at tage af,
så tager man da bare den næste person i stuen.
Der er en han tilbage, som endnu ikke er
reserveret.
Det første billede er af den flotte onkel Chive,
taget lige inden han bliver sendt på en fugl.
___________________________________________________________________________________________
Fredag den 19. august
2011
Så
har vi holdt flyttedag til den anden side af
køkkenet, og nu med havedør. Selv om det i dag
regner, er det en ren fornøjelse, at kunne lukke
op direkte ud til haven, og hvalpene er ved at
lære, at de kan gå den vej ud.
De er blevet så hurtige til at spise deres mad,
at det ikke længere skal blendes. Foderpillerne
bliver opblødt, og så må de små hvalpetænder
selv klare at få findelt maden. Næste opgave for
dem bliver, at søge efter foderet på græsset,
men det bliver først i næste uge. Det er en
rigtig god måde, at lære dem at bruge næsen, og
mens de søger bruger vi områdefløjt.
CD afspilleren er blevet sat til, og de lytter
til Auritus lyd-cd'en med alle de forskellige
lyde. Godt vi ikke bor så tæt på naboer, for det
lyder vildt mærkeligt, når der skydes, tog køre
forbi, grise grynter og store kanonslag fyres af
inde midt i køkkenet. Meget autentiske lyde som
forhåbentlig er med til at give hvalpene
positive lydindtryk, som de kan bruge senere i
livet.
___________________________________________________________________________________________
Tirsdag den 16. august
2011
Uha i dag har hvalpene 4 ugers fødselsdag,
hvilket vil sige, at vi er halvvejs i den
hyggelige hvalpetid. Godt at vi selv skal
beholde en han, og det er vist helt oplagt, at
han skal hedde Keeper.
De sidste par dage, har vejret været så lunt, at
de har været ude på terrassen, hvor deres
hundehus står. De nyder at ligge derude, og
bliver der for varmt i huset, ligger de ude på
fliserne. Lyseblå havde i dag så travlt med at
følge efter Sille, da hun gik ud på græsset for
at tisse, at han pludselig stod helt alene ude
på en stor græsplæne. Så kan det nok være, at
han hurtigt kunne få vendt rumpen, og komme
tilbage til de andre. De bliver dog mere og mere
modige, og deres radius udvides flere gange
dagligt.
Måltiderne er blevet indtaget udendørs, og det
letter unægteligt rengøringsarbejdet bagefter
for både Sille og mig, når de kommer af med
stort og småt ude frem for inde i køkkenet.
I morgen bliver en stor dag, da vores vindue i
køkkenet bliver udskiftet med en havedør. Det er
helt fantastisk, hvad hundesport kan føre til,
men når hvalpene skal være i køkkenet, så skal
det jo også være nemt, at lukke dem ud i haven.
Så derfor bliver vi nu de heldige, som kan nyde
et køkken med direkte udgang til haven.
___________________________________________________________________________________________
Fredag den 12. august
2011
Det går godt i hvalpegården, og sørme om ikke
der er kommet en ny "hvalp" i kuldet. Vores
lille kattekilling kan simpelthen ikke stå for
alle de spændende hvalpe, så hun er begyndt at
hoppe ind til dem. I begyndelsen snusede hun
interesseret ind til dem gennem hegnet, og
prøvede med en pote om hun kunne få lidt
kontakt. I dag tog hun så mod til sig, og
hoppede ind over hegnet. Hvalpene tog ikke megen
notits af hende, hun prøvede ellers at stille
sig på bagben og fægte lidt med forpoterne, men
nej ingen reaktion - kedelige "katte".
Hvalpene har en god appetit, og spiser to gange
om dagen, og efter fast føde kommer mor med
mælken.
___________________________________________________________________________________________
Onsdag den 10. august
2011
Nu
begynder der at være liv hos de små. De kommer
straks, når vi kommer ind til dem, og man bliver
slikket i ansigtet, når de bliver løftet op. De
små haler logrer det bedste de kan, og de kappes
om, at komme helt op på skødet af en.
I dag skal de have serveret deres første måltid,
og de skal have ormekur. Tænderne er så småt ved
at bryde igennem, og de forsøger sig med at bide
i hinanden og deres mor. Vores lille
kattekilling hoppede ved en fejl ind til dem, og
hvalpene syntes, at hun var mægtig spændende.
Det blev dog hurtigt lidt for meget for den
lille mis, som i en fart kom ud igen.
Jeg har taget lidt billeder i dag, mens de var
vågne, men det er med at være på pletten, for de
falder hurtigt om igen.
___________________________________________________________________________________________
Lørdag den 6. august
2011
Så
er der kommet navne på hvalpene, og deres
kuld-navn bliver N-joy, "nyd" og man kan jo
heller ikke andet, når man er sammen med dem.
Som man kan se på billederne, har de farvede
halsbånd, og det er pigerne med rødt og
lyserødt, Kathrine var ikke et sekund i tvivl om
farvefordelingen. Navnene er:
Partridge N-joy Perry
Partridge N-joy Timmi
Partridge N-joy Assi
Partridge N-joy Caddi
Partridge N-joy Keeper
Partridge N-joy Tippe
Partridge N-joy Pixi
Når man ser hvalpene sammen med Sille, kan man
bedre se, hvor meget de er vokset. Grøn han har
på det sidste billede lagt sig i frøstilling, så
kan man bedre køle maven i det gode vejr.
___________________________________________________________________________________________
Fredag den 5. august
2011
Hvalpene har alle åbnet øjne og øre, og kigger
nysgerrigt rundt på alt det nye. De ser dog ikke
så tydeligt endnu, lidt som nyfødte, som kan
skelne mellem lyse og mørke kontraster. Der er
flere som kommer med små høje bjæf, og det
kommer helt bag på dem, at de kan sige lyde, for
det giver et helt spjæt i dem, når de siger gø.
De kan alle rejse sig op og gå, men der skal
ikke være alt for mange folder på tæppe og
aviser, så mister de balancen.
I dag fik de klippet kløer, så Sille ikke bliver
generet af ivrige spidse kløer, når der spises.
Der er nu givet grønt lys for børnene med hensyn
til at sidde og kæle med en hvalp. De første 14
dage har hvalpene ikke brug for andet end deres
mor, så i den periode skal de blive nede på
tæppet til stor stor ærgrelse for specielt
Kathrine. Men nu er det ok, så der bliver siddet
meget inde i hvalpegården, og hvalpene nyder
alle kyssene.
___________________________________________________________________________________________
Onsdag den 27. juli 2011
Hvalpene vokser hurtigt, og vi har givet dem og
Sille mere plads, ved at sætte hvalpegården op i
køkkenet, da fødekassen var ved at være for
lille. Et par af hannerne har rundet et kilo, og
de andre følger godt med. En af hvalpene er
faldet fra, men det er jo naturens gang, som man
må acceptere.
De er blevet hurtige til at bevæge sig rundt, og
nogle har endda været oppe at gå på alle fire
ben. Kathrine nyder at kunne ligge inde hos dem,
og da de nu har fået farvet halsbånd på, var
Kathrine hurtig til at overtage de gamle
halsbånd fra sidste kuld. Dem kunne hun godt
bruge som armbånd, og så er man da lidt mere i
"familie" med hvalpene.
Billederne er fra de sidste par dage.
___________________________________________________________________________________________
Lørdag den 23. juli 2011
Intet nyt at berette fra hvalpekassen, men jeg
har taget lidt close up billeder af hvalpene i
dag, 4 dage gamle. De er dejlige..!
___________________________________________________________________________________________
Fredag den 22. juli 2011
Hvalpene er 3 dage gamle, og de spiser til den
store guldmedalje. De har alle taget fint på, og
alt går som det skal. Sille opholder sig mest i
kassen hos hvalpene, men er også lige ude for at
strække benene, og så skal hun lige en tur rundt
om spisebordet, for at samle evt. krummer op fra
gulvet.
Billederne er fra i dag, og som det ses, kan
hvalpe sove både oven på og neden under
hinanden.
___________________________________________________________________________________________
Onsdag den 20. juli 2011
Man må sige at Sille er præcis med datoen,
nøjagtig 63. dage fra første parring, blev
hvalpene født. Så det blev en tirsdag i
hvalpenes tegn. Der er kommet 8 hvalpe fordelt
på 3 tæver og 5 hanner. Alle store hvalpe med en
vægt på mellem 400-450 gr. De er klar til livet,
og er meget kvikke til at finde frem til mælken.
De er spændstige, og viser allerede nu en stor
styrke i kroppen. Sille er som sidste gang en
meget omsorgsfuld hundemor, stille og rolig men
hun er opmærksom på alle lyde og bevægelser i
kassen. Billederne er fra i dag.
___________________________________________________________________________________________
Onsdag den 13. juli 2011
Så
er der kun en uge tilbage, og alt går som det
skal. Sille vokser og der er ikke meget plads
til mad mere, så hun får tilbudt små portioner i
løbet af dagen. Hun hygger sig med at tøffe
rundt i sit eget tempo, og er som altid glad for
alle, som har tid til at stikke hånden ned for
at klø hende.
___________________________________________________________________________________________
Mandag den 4. juli 2011
Sille har det varmt, og bevæger sig ikke mere
rundt end højst nødvendigt. Hun nyder at ligge i
haven på et skyggefuldt sted. Apettiten er
steget, og Sille kaster sig over måltiderne, som
om det var det sidste :) Der er allerede nu lagt
mælk ned, og hun er hurtig til at komme om på
ryggen, hvis man bare tænker på at give hendes
mave et par kærlige kærtegn. De sidste tre uger
går hurtigt, men det er lige før man, for Silles
skyld, kunne ønske at vejret ikke bliver alt for
varmt...
Her er et par billeder fra i dag, og Silles var
kun ude i solen, fordi fotografen ønskede det,
hun var hurtigt tilbage i skyggen, og sendte mig
et blik som sagde at, her ligger jeg nu bedst ;)
___________________________________________________________________________________________
Tirsdag den 10. maj 2011
Så
er Sille startet på sin løbetid, hun er gået i
løb lidt før, men det passer fint med hensyn til
planlægning af vores sommerferie. Vi regner med
at køre Sille til Sjælland i næste uge. |